• Spørgsmålets filosofi

    Spørgsmålets filosofi

    Spørgsmålets historie er filosofiens historie, forstået på den måde, at filosoffer altid har stillet spørgsmål og formuleret deres tænkning som svar på det, vi ofte kalder de store spørgsmål i livet, fx: Hvad er det sande? Og: Hvad vil det sige at være et godt menneske? Men samtidig har spørgsmålet som fænomen unddraget sig filosofisk undersøgelse. Mens der er skrevet hyldemeter af bøger om alle andre mere eller mindre menneskelige fænomener - som fx frihed, fornuft, sandhed og sprog - så skal vi helt op i det 20. århundrede, før der er nogen, der begynder at beskæftige sig med spørgsmål for spørgsmålets egen skyld, og selv da lykkes det ikke spørgsmålet at sætte sig igennem som et selvstændigt filosofisk tema.

    Når det kommer til spørgsmålets historie, så står vi altså på den ene side med en lang tradition for ureflekteret at bruge spørgsmål som et middel til at nå det evige mål om sand erkendelse og på den anden side med så godt som ingen litteratur om, hvordan spørgsmål fungerer og hvad det betyder for vores tilgang til os selv, vores omgivelser og hinanden, at vi stiller de spørgsmål, vi gør - og ikke gør. Det har jeg forsøgt at råde bod på i min forskning i spørgsmålets betydning for kultur og mentalitet i udvalgte sprogsamfund, som du kan læse mere om ved at klikke på "Spørgsmål gør en forskel" og "Spørgekultur" i menuen til venstre.

    Under det sidste menupunkt kan du læse om min forskning i vilkårene for filosofi og ledelse, som jeg behandlede i min ph.d..-afhandling under overskriften Hinsides teori og praksis (se også bog fra 2011).
  • Spørgsmål gør en forskel

    Spørgsmål gør en forskel

    Min forskning bygger på en hypotese om, at spørgsmål ikke bare er noget, vi stiller; det er også det, der stiller os i en bestemt forståelse af og i et bestemt forhold til os selv og vores omgivelser. Vi kan også sige, at det at stille spørgsmål er at stille sig på en bestemt måde i forhold til det, man spørger efter. Man tager stilling. På engelsk hedder ‘at stille et spørgsmål’ to pose a question, og lige som ‘stilling’ er verbalsubstantiv til verbet ‘stille’, så gemmer det engelske to take a position på en verbalsubstantivering af pose. Det er altså i og med de spørgsmål, vi stiller – og ikke stiller – at vi positionerer os i forhold til vores omgivelser.

    Men selvom det kan lyde som om, at denne stillingtagen er noget, vi selv er herre over – vi bestemmer vel selv hvilke spørgsmål, vi stiller og ikke stiller – så er det ikke helt så enkelt som så. Vi bestemmer nemlig ikke selv, at det er sådan, at de spørgsmål, vi stiller og ikke stiller placerer os i et bestemt forhold til os selv og vores omgivelser: Uanset hvilke og hvor mange spørgsmål, vi stiller, så placerer vores spørgsmål os nødvendigvis i en position, som ikke er en anden. Og det er derfor ikke op til os at afgøre, hvad vi spørger efter og dermed stiller os i et forhold til: Forskellige positioner giver udsyn til forskellige fænomener, og der er derfor forskel på, hvad vi orienterer os mod og spørger efter.

    Det formulerer den tyske filosof Hans Georg Gadamer på en lidt anden måde, når han i sit hovedværk Wahrheit und Methode konstaterer: ”Den, der forstår, vælger ikke sin synsvinkel vilkårligt, men finder tværtimod sin position givet på forhånd”.

    Eller sagt på en tredje måde: Der er en opgave forbundet med at være menneske, som vi ikke selv bestemmer, hvorfra og hvordan vi forstår, men som det ikke desto mindre er op til os at tage stilling til og ansvar for. Det lyder måske religiøst, men det er fordi, at mange af os ikke er vant til at betragte det, vi tager stilling til og ansvar for i lyset af det, der gør, at det er netop dét – og ikke noget andet – vi orienterer os mod.

    Min forskning viser, at forholdet mellem det, vi ikke selv bestemmer og det, det er op til os at tage stilling til og ansvar for, hverken er et spørgsmål om kultur eller religion, men derimod et spørgsmål om spørgsmålets struktur. I min bog, Spørgsmål - mellem identitet og differens fra 2016, bestemmer jeg spørgsmålets struktur som den menneskelige erfaring af, at noget altid allerede stilles overfor noget andet. Hvad det noget og noget andet, der stilles i spørgsmålets ‘overfor’ er, er forskelligt fra sprogkultur til sprogkultur, og det er netop derfor, at forskellige mennesker har forskellige måder at forholde sig til sig selv og deres omgivelser på.

    Det bekræftes af mine empiriske studier af de spørgsmål, der stilles blandt deltagerne i dels arbejds- og interessefællesskaber, dels skoleklasser, hvor kinesiske, russiske, spanske og danske børn undervises på deres modersmål. Og også mine analyser af spørgsmålets rolle i forskellige kulturbærende tekster, som Bibelen og Koranen, peger på, at spørgsmål ikke bare gør en forskel, men er det, der trækker grænsen mellem noget og noget andet, dem og os, før og efter.

    En pointe Francis Minozas illustration øverst på siden demonstrerer bedre end tusinde ord. For ja, ifølge Bibelen stillede slangen det første spørgsmål i menneskehedens historie, og nej, det var langt fra harmløst…
  • Spørgekultur

    Spørgekultur

    I foråret 2014 fulgte jeg henholdsvis en kinesisk, russisk, spansk og dansk 1. klasse i cirka ti timer per klasse over cirka ti uger. Da jeg hverken forstår eller taler kinesisk, russisk eller spansk havde jeg tolke til at registrere og oversætte de spørgsmål, der blev stillet mellem lærere og elever. Og netop oversættelserne viste sig at blive afgørende for min måde at forstå og arbejde med spørgsmål på.

    De tre forskellige tolke havde nemlig tre forskellige opfattelser af, hvad et spørgsmål er og hvad det derfor var relevant at registrere. Og jeg havde en fjerde. Det stillede mig overfor et valg mellem at lægge mig fast på én af de fire opfattelser og bede de øvrige tolke om at tilpasse sig den – eller lade hver tolk registrere det, vedkommende selv betragtede som spørgsmål og håbe på, at jeg efterfølgende var i stand til at finde en mening i galskaben. Jeg valgte det sidste.

    Og da jeg efter den første observationsrunde desuden indså, at de forskelle, jeg umiddelbart mente at kunne observere på de fire skoleklasser, ikke kunne udledes af mine tolkes oversættelser, besluttede jeg mig også for at gøre noget andet med hensyn til oversættelsespraksis. I stedet for at bede mine tolke om at oversætte til dansk bad jeg dem således om at oversætte fra deres respektive modersmål.

    Det vil sige: De skulle ikke bekymre sig om dansk grammatik, men være tro mod det, der faktisk blev sagt, når lærere og elever stillede hinanden spørgsmål på deres modersmål. Hvis den russiske lærer sagde: это знаешь как называется, så oversatte min russiske tolk det således ikke til ”ved du, hvad det kaldes?”, som man normalt ville sige på dansk, men derimod til ”dette ved hvordan kaldes?”, som lyder mærkeligt på dansk, men er det, man faktisk siger på russisk.

    Og så skal jeg ellers love for, at forskellene blev tydelige. Tolkenes ‘volapykoversættelser’ viste nemlig, at der er stor forskel på, hvilke grammatiske elementer, der kan henholdsvis ikke kan udelades på forskellige sprog, og netop udeladelse af grammatiske elementer (i sprogvidenskaben kaldet ‘ellipser’) viste sig at være afgørende for, hvordan sprogbrugerne orienterede sig – og mod hvad.

    Hvordan det hænger sammen med spørgsmålets struktur, og hvad det betyder for kommunikation og samarbejde mellem forskellige sprogsamfund kan du læse mere om i min bog fra 2016, Spørgsmål - mellem identitet og differens og i den knapt så forskningstunge lille Tænkepauser-bog Spørgsmål fra 2015.
  • Filosofi i ledelse

    Filosofi i ledelse

    Resumé af Ph.d.-afhandling: Hinsides teori og praksis. Vilkår for filosofi og ledelse:

    Afhandlingen består af en omfattende indledning med vægt på filosofiens vilkår i det 21. århundrede set i lyset af Nietzsche, Heidegger, Derrida og Vattimo, og fire hoveddele om hhv. Ledelsesfilosofi, Det personlige lederskab, Ledelse og medarbejdere, og Ledelse og organisationer.

    Udgangspunktet for afhandlingen er, at filosofien siden Kant har manglet et fundament for sine erkendelser, og at denne grundløshed har konsekvenser for filosofiens inddragelse i human-, social- og samfundsvidenskabelig forskning, herunder ledelseslitteraturen, der betragtes som eksempel. I afhandlingen skelnes mellem to forskellige tilgange til filosofi; den videnskabsteoretiske henholdsvis den transcendental-historiske. Denne skelnen bruges til at belyse den aktuelle tilgang til ledelsesteori og -praksis (baseret på den videnskabsteoretiske tilgang til filosofi), og til at foreslå et alternativ (baseret på den transcendental-historiske tilgang til filosofi).

    Det bærende argument i afhandlingen er, at aktuelle ledelsesteorier er baseret på en forældet forståelse af filosofi, som, fordi ledelsesfilosofi udstikker rammerne for ledelsesteori, som udstikker rammerne for ledelsespraksis, er fatal for såvel ledere som organisationer. Ved at belyse præmisserne for og konsekvenserne af at tænke og håndtere ledelse, som man gør, er det ambitionen med afhandlingen at tænke imellem og på tværs af teorier og discipliner. Det gøres ved at belyse tre centrale temaer i Nietzsches, Heideggers, Derridas og Vattimos tænkning – spørgsmål, sprog samt tid og sted – i forhold til ledelseslitteraturens forståelse og håndtering af samme.

    Afhandlingen består dels af filosofiske analyser, dels af citater, eksempler og metoder fra empiriske undersøgelser gennemført i 15 forskellige virksomheder.

    Illustration fra kronik i Uddannelse & Udvikling.