Lektion II: Etik

Filosofisk Frikvarter #4

Lektion II: Etik

Som optakt til den anden undervisningsgang spørger jeg børnene, om de kan huske, hvad vi snakkede om sidste gang, og om der var noget, de syntes var sjovt/kedeligt.

Jeg skriver de tre E-ord op på tavlen og spørger, om de kan huske, hvilket E-ord, vi havde om sidste gang, og hvilket E-ord, vi skal have om i dag.

Derefter fortæller jeg børnene, at jeg vil læse en historie for dem. Undervejs i historien skriver jeg nogle af ordene fra historien op på tavlen (markeret i teksten – må ikke slettes fra tavlen).

Højtlæsningshistorie

FOSOLIF var en NESKOV. Er der nogen af jer, der ved, hvad en neskov er? Nej, det regnede jeg heller ikke med. En neskov er et væsen, der kommer fra en planet uden for vores solsystem. Planeten hedder GOLK, men I har formentlig aldrig hørt om den, for den findes kun i denne her historie. Alle dem, der bor på Golk er neskover, og selvom de er ca. dobbelt så store, som vi er, så ligner de os meget. De har hoved og krop og arme og ben, og de går i det samme slags tøj og har næsten de samme frisurer.

Men de er ikke lige som os. De opfører sig anderledes, og de taler et andet sprog end vi gør. Hvis de fx ser et æble, siger de ikke ”se der er et æble” og begynder at spise det. De siger ”se, der er en ELBÆ” og begynder at forklare, hvad en elbæ er.

Nå, men Fosolif var altså en neskov, og han var en meget nysgerrig neskov, der ikke var helt lige som de andre neskover. Fosolif kunne nemlig godt lide at være på tværs. Han drillede de andre neskover, fordi han syntes, de var kedelige og hellere ville være sammen med nogen, der var lige så nysgerrige som han selv. Så derfor forlod han planeten Golk og drog ud i universet. Han vidste ikke, hvor han skulle hen, men han havde hørt, at der boede nogle nysgerrige væsner på en planet, der hed Jorden, og dem ville han gerne finde. Han vidste, at væsnerne hed ’børn’, og at der var rigtig mange af dem på noget, der hed ’skoler’.

På Golk finder man ud af sådan noget ved at kaste et kæmpe sommerfuglenet ud i universet. Nettet er lavet sådan, at det kan fange alt, hvad man beder det om. Og Fosolif havde altså bedt det om at indfange alle de informationer, det kunne finde om børn:

  • Hvordan ser de ud?
  • Hvad kan de godt lide at lave?
  • Hvordan ser de ud, når de har det sjovt?
  • Hvilken skole går de allermest nysgerrige børn på?

Sommerfuglenettet havde fortalt Fosolif, at de allermest nysgerrige børn gik på noget, der hedder DRÅGNETS Skole, så det var der, han rejste til. På Drågnets Skole var der mange børn, men der var også noget, der hed lærere - som var noget større end børnene, og derfor næsten lignede Fosolif. Fosolif tænkte, at det var smart, for så kunne han bare sige, at han var lærer, og så ville han få lov til at være sammen med de nysgerrige børn.

Men det gik ikke som Fosolif havde forestillet sig.

Børnene var nysgerrige på en helt anden måde end Fosolif var, og det gjorde ham ked af det. Han havde jo håbet at finde nogen, der var lige som ham selv. Hvad skulle han nu gøre? På Golk var der ingen, der var lige så nysgerrige som ham. Og her på Jorden var børnene nysgerrige på en anden måde, end han var. Han følte sig meget alene. Og var ked af, at han ikke passede ind nogen steder. Han ville jo bare gerne finde nogen, der lignede ham – og som kunne lide de samme ting som han kunne.

Hvad skulle han gøre?

Opgave 1

Jeg fortæller børnene, at jeg ikke kender slutningen på historien, men at jeg har nogle forslag til, hvad Fosolif kan gøre. Jeg nummererer og skriver forslagene op på tavlen, mens jeg læser dem højt. Fosolif kan:

  1. Blive og prøve at lære børnene, hvordan man er ”rigtig” nysgerrig (få børnene til at ligne ham)
  2. Blive og prøve at lære at blive nysgerrig lige som børnene (prøve at ligne børnene)
  3. Rejse hjem og prøve at lade være med at være nysgerrig (blive lige som de andre neskover)
  4. Rejse videre ud i universet og prøve at finde nogen andre, der ligner ham
  5. Gøre noget helt femte

Når alle numre og forslag er skrevet op på tavlen giver jeg børnene en lap papir hver og beder dem om at skrive det tal på papiret, som de synes, Fosolif skal gøre.

Når alle har skrevet et tal på deres papir går vi ud i gården. Der beder jeg børnene stille sig op i fem rækker, så de står sammen med de andre, der har skrevet det samme tal på deres seddel, som de selv har.

Vi stiller op, så alle kan se dem, der står i række 1.

Den første i række 1 fortæller, hvorfor han/hun synes, at Fosolif skal blive på Jorden og prøve at lære børnene, hvordan man bliver rigtig nysgerrig (få børnene til at ligne ham). Resten af børnene i række 1 gør det samme (det er ok at sige, at man synes det samme som nogen af de andre har sagt).

Når alle børn i række 1 har fortalt, hvorfor de synes, Fosolif skal prøve at få børnene til at ligne ham spørger jeg børnene i de andre rækker, om der er nogen af dem, der synes række 1´s forklaringer har været så gode, at de gerne vil over i den række. Hvis ja får de lov at skifte række.

Samme procedure med række 2-5.

Opgave 2

Når alle har fortalt om og placeret sig ved den mulighed, de synes er bedst, får børnene en ny opgave: De skal i de grupper, de nu er placeret i, blive enige om, hvordan historien fortsætter og slutter: Hvad sker der?

De må selv bestemme, hvordan de fortæller historien – om de laver et rollespil, en tegneserie, skriver en tekst eller noget fjerde – men historien skal være tro mod den fortsættelsesmulighed, de har valgt. De får ca. 20 minutter til at forberede deres historie, som skal fortælles/vises for resten af klassen + lærere. Både forberedelse og ”opvisning” foregår udenfor, og børnene kan bruge omgivelserne, som de lyster.

Der spørges ikke ind til fremvisningerne, som skal have lov til at stå for sig selv. 

Refleksion og dialog

Når alle grupper har fortalt/vist deres historie går vi ind og taler med hinanden om:

  • Hvordan historierne var forskellige
  • Hvad det valg, man traf i starten betød for, hvordan historierne sluttede (var der noget, der ikke kunne lade sig gøre, hvis man valgte 1, 2, 3, 4 eller 5?)
  • Hvad det betød for Fosolif, om man valgte den ene eller den anden mulighed
  • Hvad det betød for børnene, om man valgte den ene eller den anden mulighed
  • Om der var nogen af historierne, der var mere rigtige end andre – og hvorfor
  • Om man opdagede noget, mens man lavede historierne, som man syntes var spændende
  • Om man opdagede noget, mens man så de andres historier, som man syntes var spændende

Derefter siger jeg tak til børnene, fordi de har hjulpet mig.

Jeg beder dem kigge på ordene oppe på tavlen, og spørger, om de kan se, hvad de betyder, hvis man læser dem bagfra:

  • Neskov-voksen
  • Fosolif-filosof
  • golk-klog
  • elbæ-æble
  • Drågnets-Stengård

Jeg fortæller dem, at den historie, vi har arbejdet med i dag handler om mig og dem: Det er mig, der er den voksne filosof, der er nysgerrig og gerne vil være sammen med børnene, fordi de også er nysgerrige. Det er mig, der har forladt de voksnes kloge (golk) verden for at lære, hvordan man bliver nysgerrig lige som børnene, og det har de nu vist mig ved at fortælle historien færdig.

Mens der er rigtig mange voksne, der vil sige, at der kun er én slutning, der er den rigtige, så har I vist mig, at der er mange slutninger, der kan være rigtige. Og I har også vist mig, at man kan fortælle historier på mange måder. Og derfor er det faktisk ikke mig, der har undervist jer i dag – det er jer, der har undervist mig.

Filosofisk pointe og perspektiv

Jeg tegner træet og peger på den anden gren: Vi skulle have om det, der hedder ’etik’ i dag, og det har vi også haft. Etik handler nemlig om, at man er nødt til at gøre noget, hvis man vil blive klogere og bedre til at være menneske.

Kan I huske det træ, jeg tegnede for jer sidste gang? Da fortalte jeg, at man kunne stå nede på jorden og undersøge, hvad et æble er. Man kan kigge på det, smage det og beskrive det, og så tror man måske, at man ved, hvad et æble er, men så opdager man, at det, man kan sige om det også kan siges om alt muligt andet og, at det derfor ikke er det, man kan sige om æblet, der gør, at man erkender det som et æble, men derimod det, som Astrid sagde sidste gang: At man har set og smagt et æble før, og derfor kender det.

Vores snak om æbler og alle de ting, I var ude at finde sidste gang handlede om det lange ord, jeg skrev på tavlen: Erkendelse. Som altså er dét at kende noget, eller at genkende noget.

Etik handler ikke om at kende noget, men om at gøre noget – som fx at lave et rollespil eller en tegning eller fortælle en historie om, hvorfor det er rigtigt for Fosolif at gøre det ene eller det andet. I har vist mig, hvordan man kan gøre forskellige ting, når man skal fortælle en historie, og I har kommet med forskellige forklaringer på, hvorfor noget er mere rigtigt end noget andet. Og det er faktisk lidt lige som, hvis I sad oppe i et træ og havde kastet en rebstige ned til mig, der stod nede på jorden. Man kan kun finde ud af, hvordan et træ rigtigt er, hvis man prøver at klatre op i det. Og det har I på en måde gjort i dag.

Jeg ved godt, vi ikke har talt om æbler og træer i dag, men I har vist mig, hvordan man gør, hvis man gerne vil gøre noget selv. Hvis man er nysgerrig og har mange ideer til, hvordan man kan lave historier, og hvis man synes, at nogle historier er bedre end andre. 

Så tak for, at I har vist mig, hvordan man klatrer op i Filosofitræet, hvor man kan være nysgerrig på rigtig mange forskellige måder – og hvor man kan lære af den måde, andre er nysgerrige på.

Leave a comment

You are commenting as guest.