Lektion I: Erkendelse

Filosofisk Frikvarter #3

Lektion I: Erkendelse

Som optakt til den første undervisningsgang skriver læreren etik, eksistens og erkendelse op på tavlen, spørger, om børnene ved, hvad ordene betyder, og siger, at det kommer de til i løbet af de næste uger. Dernæst tegnes et træ på tavlen med en stamme og tre store grene.

Se model nederst i indlægget "Ideen tager form".

Stammen repræsenterer filosofi og de tre store grene repræsenterer etik, eksistens og erkendelse, men det får børnene ikke at vide. I stedet tegner læreren også et lille menneske på jorden, som – fortæller læreren – får øje på noget oppe på én af grenene. Læreren tager et billede frem af et æble og siger, at det er ”sådan et”, mennesket på jorden har fået øje på. ”Men hvad er det?” spørger læreren.

Børnene siger formentlig mere eller mindre i kor, at det er et æble, og læreren siger ikke så meget andet end ”jaså”, ”nå” eller ”aha”. Når alle børnene har fanget og er enige om, at der er tale om et æble, finder læreren et træ- eller plasticæble frem og spørger børnene, hvad det så er. Hertil siger børnene igen, at det er et æble, og det lader læreren som om, overrasker hende. For træ- eller plasticæblet har jo ikke samme form som billedet af et æble. Det ene har fylde og er rundt, og det andet er fladt og kan krølles sammen. Hvorfor siger børnene, at det er det samme?

Læreren tager en kurv frem med ”rigtige” æbler og siger, at nu må børnene altså hjælpe hende med at finde ud af, hvad et æble virkelig er – for det kan da ikke passe, at det både kan være et billede på et stykke papir og en lille klump lavet af træ eller plastic. Læreren spørger børnene, om de tror, de kan give hende en fuldstændig præcis beskrivelse af et æble, så der ikke længere er nogen tvivl om, hvad et æble er. Børnene siger formentlig ja.

Børnene får lov til at komme op til læreren og tage et æble hver. De skal ikke begynde at spise af det, men gå tilbage til deres pladser og kigge, mærke og lugte til æblet. Når alle er tilbage på deres pladser går læreren op til tavlen og spørger børnene, hvad de kan sige om et æble: Hvordan ser det ud? Farver, form, …? Hvordan mærkes det? Hvordan lugter det? Mens børnene svarer (ved håndsoprækning) skriver læreren det, de siger op på tavlen. Når tavlen er godt fyldt med ord og beskrivelser, spørger læreren, hvordan æblet smager.

Børnene begynder at spise af æblet og når de er ca. halvvejs beder læreren dem om at stoppe op. Hun spørger nu, om det stadig er et æble børnene sidder med, og når de siger ja, begynder hun at spørge ind til de ting, der er skrevet op på tavlen. Når børnene konstaterer, at æblerne ikke længere har samme form, streger læreren den form, børnene tidligere har beskrevet ud på tavlen. Når de siger, at der ikke længere er noget grønt, skræl, blomst, stilk, æblehus… tilbage på æblet, streges disse beskrivelser ud på tavlen. For at sikre, at alle beskrivelser bliver slettet igen har læreren taget æbler med, der er skrællet, skåret i både, revet, kogt, bagt etc., som hun viser børnene, der bekræfter, at det hele er æbler.

Scenarie 1: Når alt på tavlen er streget ud igen, spørger læreren børnene, hvad det er, der er sket: ”Først fortalte I mig en hel masse om, hvad et æble er, og nu, hvor vi har undersøgt, hvad et æble er, viser det sig, at det slet ikke er noget af det, I startede med at fortælle mig… Hvordan kan det være?”

Scenarie 2: Når der kun er ganske få ord tilbage på tavlen (fx frugt eller mad), spørger læreren børnene, om det, der står, kun gælder for æbler, eller om man kan sige det samme om andre ting: 

”Da vi startede var I helt sikre på, at I kunne give en fuldstændig præcis beskrivelse af et æble, så der ikke var nogen tvivl om, hvad et æble er, men nu fortæller I mig, at det I kan sige om et æble enten ikke gælder for alle æbler (hvis de fx er skåret, kogt eller skrællet) eller også gælder for alt muligt andet end æbler, som fx bananer, appelsiner og andre frugter. Hvordan kan det være?”

Læreren taler lidt med børnene om, hvorfor det slet ikke er så let at lave en fyldestgørende beskrivelse af et æble, som man skulle tro. [Inspiration til erkendelsesfilosofiske pointer findes nedenfor]. Når børnene har haft mulighed for at komme med deres forklaringer tager læreren hul på de tre centrale erkendelsesfilosofiske spørgsmål og -øvelser:

SPØRGSMÅL 1:

Hvordan kan det være, vi ved det, når vi ikke kan beskrive det? Hverken børnene eller nogen andre, de kender (måske bortset fra deres små søskende) er i tvivl om, hvad et æble er, og de kan genkende det når som helst og hvor som helst – og i hvilken som helst form, farve og tilstand. Hvor ved vi det fra?

SPØRGSMÅL 2:

Er æbler det eneste, vi ved, hvad er uden at kunne beskrive det? Børnene bliver bedt om at gå sammen 4 og 4, og så får de 15 minutter til at finde noget (i klassen/garderoben/skolegården), som de tror, de kan beskrive på en måde, så deres klassekammerater ikke er i tvivl om, hvad de taler om.

A) I skal finde noget, I kan beskrive 100 % fyldestgørende

B) I skal blive enige om de 3 ord, som jeres klassekammerater skal gætte tingen ud fra

C) Samling: Læreren beder de 5-6 forskellige grupper nævne de tre ord, de vil bruge om den ting, de har valgt og skriver det alt sammen op på tavlen. Eksempel:

Beskrivelse Gruppe 1 Gruppe 2 Gruppe 3 Gruppe 4 Gruppe 5
1 Grå Brunt Højt Klart Stål
2 Hård Fladt Reb Glat Saddel
3 Skarp Tørt Bildæk Skarpt Hjul

 

Når gruppernes beskrivelser er skrevet op på tavlen går børnene i gang med at gætte (håndsoprækning). Dog ikke på deres egen ting. Læreren skriver børnenes gæt op på tavlen i en ekstra række, hvor der er plads til, at der kan stå flere gæt under hver beskrivelse. Hvis der er nogle af tingene, der kun er ét gæt ved, spørger læreren, om børnene kan komme i tanke om andre ting, som beskrivelsen også passer på. Til sidst formulerer læreren det (ind)ledende spørgsmål på en lidt anden måde:

Er der mon noget, vi kan beskrive 100 % fyldestgørende? Eller er det med alt, som det er med æbler: At vi ved, hvad det er uden at kunne beskrive det så præcist, at andre ikke er i tvivl? 

SPØRGSMÅL 3:

Hvorfor er det vigtigt, at vi kalder tingene det samme – selvom vi ikke kan beskrive dem, og derfor måske tænker på noget forskelligt, når vi bruger et ord som ’æble’? Kunne vi ikke lige så godt kalde et æble noget forskelligt? Så kunne Olivia kalde det banan og Oskar kunne kalde det appelsin? Hvorfor har vi ikke hver vores ord for de ting, vi kender?

Undervisningsgangen rundes af med, at læreren vender tilbage til det træ, hun startede med at tegne på tavlen og fortæller eleverne, at det, de har lært noget om i dag, er det, filosoffer kalder erkendelse [skrives ind i den af de tre tykke grene, der er længst mod højre]. Læreren: ”Erkendelse handler om den måde, vi mennesker forstår verden på. Og det er, som I nu har oplevet, ikke så let at forklare, hvorfor vi forstår det, vi gør.  Noget forstår vi, fordi vi har hørt det samme ord om den samme ting mange gange. Men der er også en masse ting, vi forstår, fordi de ligner noget andet, vi kender. Som fx billedet af æblet, som jo ikke er et æble (for vi kan jo hverken spise eller skrælle det), men som får os til at tænke på et æble.

Næste gang, vi skal have filosofi i klassen skal vi lære noget om den anden gren på træet, hvorfra der ikke falder et æble ned, men derimod en rebstige. Næste gang skal vi nemlig ikke stå nede på jorden og finde ud af, hvad et æble er, vi skal prøve, om vi kan komme op i træet – og det kræver, at vi har noget at kravle på!”

.......................................

Erkendelsesfilosofiske pointer, der evt. kan bringes i spil i dialogen med børnene:

  • Tingenes forandring: Ting ændrer sig over tid; skifter form, farve, smag, rådner, forgår, …
  • Vores placering i forhold til tingen: Forskel på, om vi ser tingen oppe-, nede-, inde-, ude-, langtfra, tæt på
  • Vores forandring: Vi er selv lige som ting; vi ændrer os over tid og lærer at se tingene fra flere sider

Det er den sidste pointe, der er den væsentligste: Det er fordi, vi fungerer lige som tingene, at vi er i stand til at erkende og genkende dem – ikke fordi vi kan lave en præcis beskrivelse af dem. Vi ændrer os også over tid, og vi ser forskellig ud afhængig af, om man ser os oppe-, nede-, inde-, ude-, langtfra, tæt på.

.......................................

Formålet med at give børnene oplevelser med at tænke over og tale med hinanden om de erkendelsesfilosofiske aspekter af livet er:

  • At give dem en forståelse af, at man skal se/opleve/prøve noget mange gange (fx se og smage et æble, men også fx se, høre og skrive bogstaverne i alfabetet), før man mestrer dem – dvs. genkender og kan bruge dem uden at behøve at tænke sig om eller beskrive, hvad man gør = det er ok at være langsom
  • At bekræfte dem i deres intuitive fornemmelse af, at man kan vide noget uden at kunne beskrive det 100 % klart = det er ok at bruge sin krop og sine sanser til at mærke sig frem
  • At stimulere børnene i at lytte til og handle på baggrund af deres samhørighed med andre børn, dyr og ting = jeg ved, hvordan verden fungerer, for jeg fungerer selv på samme måde
  • At give dem en forståelse af, at vi kalder tingene det samme, fordi vi er en del af en større sammenhæng (både historisk og samfundsmæssigt), hvor det er en fordel ikke at skulle starte forfra hver gang = jeg er ikke den første, der har opdaget, at et æble er et æble – så for at opfinde noget nyt må jeg starte med at sætte mig ind i det, andre har lært før mig

Leave a comment

You are commenting as guest.